Det har været en lang tør sommer og det var netop tørken, som for alvor satte gang i projekt havedam. Mit skønne bregnebed har altid været omgæret af en næsten “hellig” status. Om foråret, når de nye bregner kommer op, har det transformeret haven.

Men i år sved tørken bedet og ved udgangen af juni måned, så det miserabel ud.


Hvis jeg skulle have en dam, var det nu eller aldrig. Uden den store plan gik jeg altså i gang.


For at starte et sted, begyndte jeg så småt at grave, hvor jeg var sikker på at dammen skulle være og så se hvordan det ville udvikle sig. I begyndelsen var det en konstant overvindelse at grave de bregner op, som i årevis havde givet mig så megen glæde.


Det blev dog lettere efterhånden som projektet skred frem. Tørken og varmen hjalp godt til, fordi bregnerne omkring mig visnede mere og mere. En del af udfordringen var niveauforskellen i haven. Der var mange måder at gribe sagen an på, men jeg havde en tåbelig ide om at jeg gerne ville have en brink. Altså en side af bassinet med en næsten lodret kant. Andre kriterier var, at der skulle være en ende af bassinet som var dyb nok til at jeg kunne holde åkander – de kræver ca 1 meter.


På et tidspunkt kunne jeg ikke udskyde det længere. Der blev købt bassinfolie og installationskabel. Installationskablet fordi jeg er ret sikker på at jeg vil have lys ved dammen på et tidspunkt – under alle omstændigheder er det lettere at trække kabler nu, end det vil være når alt er vokset til. Under folien har jeg lagt en gammel presenning som forstærkning – det havde været bedre med gamle tæpper, men jeg havde ikke lige nogen på lager.


Det er ganske almindelig vandværksvand der er fyldt i bassinet, så der kommer nok en heftig regning engang. Her hvor der er kommet vand i, kan jeg begynde på brinken. Heldigvis fik jeg lavet en “hylde”, som de klyner jeg havde købt kunne stå på. Men de sejler selvfølgelig bare væk. Første desperate forsøg på at sikre dem var at lægge tunge sten på dem.


En tid ser det ud som om brinken ikke er mulig at lave. Sphagnumklynerne sejler simpelthen væk. Efter at have tænkt over det en dags tid, får jeg den ide at lave nogle store hæfteklammer af hegnspæle. Jeg låner en jernpæl af naboen og prøver mig frem.


Det ser ud til at blive en succes med klynerne – de hænger i hvertfald stadig ved. Når engang jeg er 100% sikker på, hvor vandspejlet maksimalt kommer til at være, vil jeg fæstne klynerne med nogle jordspyd. Det skulle være muligt for frøer og tudser at komme op af bassinet. Skulle der dratte et pindsvin derned, har det også en chance.


Ideen med at have en lavvandet sumpdel i dammen måtte jeg opgive, fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave overgangen fra land til vand på en fornuftig måde. I stedet lavede jeg en lille mur i stil med den jeg lavede som kant på terrassen. Muren står på en række fundamentssten som er gravet ned under jordoverfladen. Det satte for alvor punktum for ideen om at have et naturligt udseende vandhul.


Dammen er færdig. Da det gik op for mig, at jeg havde rigeligt med sten, valgte jeg at lave en stensætning for at opdæmme jorden fra dammen. Det har givet mig et højbed – en uventet og positiv ekstragevinst.

Jeg bruger utrolig meget tid ved dammen – jeg kan simpelthen ikke holde mig fra den. Der er allerede masser af liv i den – både planter, insekter og andet småkravl – men det er en helt anden historie.